Sanseintegration, på basis af psykolog, ergoterapeut Dr. Jean Ayres’ arbejder
Jean Ayres`sanseintegrations behandling (SI) kom til Danmark omkring 1978-82: Fra 1982 har jeg selv taget efteruddannelseskurser heri til såvel børn som voksne, også i psykiatrien, afholdt af bl.a. amerikanske ergoterapeuter i Danmark.
Siden har jeg selv tilbudt undervisning i de basale ergoterapeutiske sanseintegrations metoder (SI-metoder), ligesom jeg har SI-behandlet og anvendt metoderne til alle aldre fra prematur til 100-årig.
Hvad er sanseintegration? (SI) Se cases her →
Sanseintegrationen er – helt simpelt fortalt – hjernens konstante evne til at modtage, sortere, sammenbinde, bearbejde og videresende millioner af sanseindtryk korrekt fra hjernestamme og midthjerne, til brug for resten af hjernen. Herved skabes basis og balance for hjernens aktiverings system, hvorfra ”livsgnisten tændes” og beliver resten af hjernen, barnets normaludvikling og selvudvikling, hjernens korrekte opfattelsesevne af egen krop og omverdenen, psykens funktion, o.s.v. Sanseintegrationen er en helt basal, ubevidst funktion i vor ”underhjerne”.
Hjernestammens (formatio reticularis`)basale funktion for resten af hjernens funktion, blev ”opdaget” af den amerikanske psykolog og ergoterapeut Dr. Jean Ayres fra 1950erne, i relation til arbejde med skolebørn med indlæringsbesvær og adfærdsproblemer. Jean Ayres betragtede de mangeartede sanseindtryk hjernen konstant modtager som nødvendig varieret ”mad” for hjernen. Ingen kan tåle at undvære sanseindtryk. En ingeniør lod sig engang forsøgsvis sætte ind i et stimulustomt rum, han fik psykotiske symptomer på få dage.
Der hvor sanseintegrationen er mangelfuld, forvrænget, skadet, psykisk blokeret af traumer, for tidligt født, eller ved understimulerende miljø, kan man altid forsøge at behandle. Man træner ikke sanserne som færdighedstræning, men skaber egnet aktivitet, der giver egnede sansepåvirkninger, der heler, – på ubevidst plan. Sanseintegrations dysfunktioner har ofte været oversete og ubehandlede, f.eks. ved ukontrollabel adfærd eller indlæringsbesvær i folkeskolen, i psykiatrien, hvor SI-behandling stort set blev nedlagt i 1990erne, og på plejehjemmene. Det selv om sansernes funktion fylder mere end 80% af hjernens kapacitet.
Den svenske børnepsykiater C. Gillberg, Göteborg fremlagde allerede i 1990 på en konference, at 60-70% af alle kriminelle i svenske ungdomsfængsler havde vist sig at have hjerneforstyrrelser som baggrund eller årsag for motoriske problemer, opfattelses- og tolkningsvanskeligheder (perceptuelle forstyrrelser), læsebesvær, adfærdsproblemer, dengang betegnet DAMP, nu evt. betegnet f.eks. ADHD m.v. Hjerneforstyrrelse kunne også ses som baggrund eller årsag for manglende evne til at hæmme kriminel adfærd?
Gennem tiden er der opstået mange tolkninger og udgaver af sanseintegrations teori og indsats, der kan give nogen forvirring. F.eks. findes et andet koncept: ”Snoezelen sanseintegration”, der ofte erstatter eller sammenblandes med Jean Ayres SI-terapi. – Nogle arbejder med sansestimulering, andre med sanseoplevelse, andre igen med specifik sansebehandling. Nogle terapeuter arbejder med sansemodulation, (ultrakort: vækkende eller dæmpende stimuli.) Andre arbejder med perceptions sanseintegration (kort: korrekt opfattelsesevne.) Jeg selv arbejder all round, meget med den udviklingspsykologiske – sociale sanseintegration.
Jeg respekterer naturligvis andre eksisterende tolkninger og interventioner vedr. sanseintegrationen, hvor de kan dække behovene for intervention, behandling og udvikling? Vorherre/frue satte jo ikke kun en enkelt type blomst i verden.
Jeg har dog som speciale fastholdt Jean Ayres’ oprindelige behandlingsform, både enkeltstående og som basis for andre metoder: Børnebehandling. Indlæringsproblemer i Folkeskolen. Psykiatri. Bosteder for udviklingshæmning. Adfærdsproblemer. Årsager bag hjemløshed og rusmidler. Stress. – Jean Ayres` grundlæggende teorier og metoder er stadigvæk den bedste basis for min forståelse af en række fysiske som psykiske symptomer, f.eks. uro og grænseoverskridende abnorme sanse oplevelser hos mennesker med psykisk sygdom i psykiatrien, eller deprivations problemer på vore plejehjem.
Aktuelt mener jeg, at min fortolkning af sanseintegrationen understøttes af eksempelvis: psykolog og kropsterapeut Ulla Rung Weekes arbejder, psykolog Susan Harts imponerende forfatterskab, ”Holdingterapien” (Donald Winnicot) og forsker Kerstin Mobergs forskning i hormonet oxytocin (Stockholm).
Prøvebehandling: f.eks. Tronegyngestolens blide, liniære bevægelser, der beroliger:
Jeg indleder oftest med en sanseintegrations vurdering, inkluderende en ”prøvebehandling”.
For at ramme SI-områderne i hjernen, arbejdes og samarbejdes igennem hele aktiviteter, hvor personen oplever velvære, kontakt, tryghed, hygge og varme. Der arbejdes jo på tidlige udviklingsstadier, idet den basale sanseintegration udvikles 0-3-7 år, hvor det normale barn er i tæt interaktion med og afhængig af forælder. Kun personen selv kan modtage, jeg kan guide og være kortvarig ”forældreerstatning”. Personen skal spontant vise såkaldt ”adaptiv respons”, tegn på at stimuleringen virker.
Der tilbydes pæne doser stimulering på den vestibulære sans i øret, på berørings sanserne og kroppens bevægesanserne samtidigt. I begyndelsen er klienten oftest ikke selvhjulpen med at søge de rette stimuli, – – – netop fordi sanserne ikke koder korrekt ind i hjernen. Det behandlende stimuleringstilbud skal gå til grænsen for modtagelse for at have behandlende effekt – men aldrig over nogens grænse. Sansestimuli skal – som Jean Ayres udtrykte det, bestå af egnede stimuli, på rette tid, i rette miljø, i rette dosis, på rette udviklingstrin for den enkelte.
Målet er indledningsvis at ”sansemætte” og få sanseintegrationsområderne i hjernen til at aktiveres, udvikles og danne nye nerveforbindelser. En nervetråd vokser måske 1 mm. dagligt. Det tager – iflg. min erfaring, ofte ca. 3 mdr. at sansemætte nervesystemet.
Terapeuten observerer konstant, opmærksomt klientens samlede reaktioner, samt reagerer på nervesystemets signaler og evt. fysiske, psykiske eller andre reaktioner. Jean Ayres har engang udtalt, at ”terapiens resultat er afhængig af terapeutens indlevelsesevne og evne til guidning, hvorfor en decideret terapi bør udføres af f.eks. ergoterapeuter, – der er vant til at arbejde kreativt med aktiviteter som terapeutisk redskab, fagfolk, der kan aflæse nervesystemets reaktioner, guide sanseindtrykkene og opfølge psykiske eller andre reaktioner terapeutisk”.
Klientens behov ændres løbende og aktiviteter gradueres herefter. Forløbet afsluttes og lukkes med afvikling af den tætte kontakt mellem terapeut og klient. (Klientens ”overføring” gives tilbage). Det er meget vigtigt, at omgivelserne er inddragede og forstår metoden, formålet, så der kan følges relevant op i hverdagen. Lige så væsentligt er det, at en evt. offentlig bevilling ikke ophører på et uhensigtsmæssigt eller traumatisk sted i forløbet.
